22. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Omkostninger: ” Jeg valgte ikke religion for at gøre mig glad. Jeg har altid vidst, at en flaske portvin ville gøre det.” C.S. Lewis

At være kristen er ikke en genvej til et let liv. Kristne får tandbylder. De bliver afskediget fra deres arbejde. De bliver syge. De bliver forvirrede, deprimerede og får stress. Kristne bliver brændt af af deres dates. Kristnes bedste venner svigter og stikker af med vennens store kærlighed. Kristne har smerter, føler sig ensomme og skal også dø.

På den måde er det lige så besværligt at være kristen som at være alt mulig andet. Desuden kan det være ganske omkostningsfuldt. For som kristen skal du ikke kun måle dig med verdens målebånd, men også med Guds målebånd.

Verden måler med mange mærkelige ting: Kernefamilie, økonomisk tryghed, skønhed, omgængelighed og munterhed, indflydelse og magt. Men alt dette er i Guds øjne ubetydeligheder.

Gud måler med tro, sandhed og kærlighed. Og begynder vi at måle vores liv med Guds målebånd, ser vi, at det har omkostninger at være kristne. Ofte er vi slet ikke tro, men derimod tvivlende og troløse. Det kan gøre ondt at indrømme. Ofte lever vi ikke i sandhed, men på mere eller mindre hvide løgne. Og siger vi sandheden får vi ofte fjender. Prøver vi at leve i kærlighed, lykkes det ikke altid, og når det lykkes, ender det ofte meget smertefuldt med, at man mister og får knust sit hjerte af sorg.

Det er altså omkostningsfuldt at leve i tro, sandhed og kærlighed. Men Gud ske tak og lov, så er Jesus’ løfte til os, at han måler os med sit kærlige sindelag, og at han kommer med frelse, lindring og helbredelse til knuste mennesker.

22. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Den forsvundne landsby (fortalt af Mikkel Vale)

Landsbyer opstår og nogle forsvinder. Det er ofte befolkningsopgang eller nedgang, der afgør en landsbys skæbne. Blandt andet lagde Den Sorte Død omkring år 1350 mange landsbyer øde. Med den forsvundne landsby på Tuse Næs forholder det sig anderledes.
Syd for Gurede mod Hørby ligger Tåderup bakke. Her lå engang en landsby, men i 1681 blev den en del af Hagested (selvom Tåderup bakke ligger i Hørby Sogn).
Der kan være flere grunde til at man valgte at flytte Tåderups gårde til Hagested. Måske har man manglet en kilde, eller brønden er løbet tør. Der kan også have været andre ting på spil.

11 år inden Tåderup forsvandt, brændte Hagestedgård, præstegården, noget af kirken og 7 bøndergårde. Det var den 17. maj 1670. Ejeren af Hagestedgård var Dr. Thomas Bartholin, professor, læge og forsker. Han var berømt over hele Europa, fordi han opdagede lymfekarsystemet. Branden var en stor sorg for ham, især fordi hans mageløse, store bibliotek gik op i flammer, og han skrev et digt om Hagested og fik kongens medynk, så det lykkedes ham at genopbygge Hagestedgård.
Måske er Tåderups forsvinden en del af landsbyen Hagesteds genopbyggelse?

Læs mere hos Peter Korsgaard: Et par forsvundne landsbyer ved Holbæk, og J.H. Larsen Holbeks Amt, 1842, side 84

21. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
10 procent om Paradiset. 90 procent om jorden

Ofte indvender folk, at kristendommen kun handler om, hvordan man kommer ind i Guds rige, når man dør. Men det er en amputeret tro. Kristendommen handler først og fremmest om, hvordan Guds rige bliver en levende del af vores liv med hinanden. Nu.

Så kan man spørge: Hvordan sker det? Hvordan møder vi Guds rige nu?

Man kunne tro, at det afhang af en særlig indre, åndelig styrke eller indsigt, men Jesus er noget mere konkret, for det er et særligt sted, vi skal se efter Jesus:
”Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig… Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”
(Matthæusevangeliet kap. 25)

Desværre fik jeg aldrig noteret hvor overskriftens tankevækkende påstand kom fra, men der var en, der mente, at kristendommen handler 10 procent om Paradiset og 90 procent om vores liv her på jorden. At gøre troen op i procent er selvfølgelig problematisk, især fordi den kristne tro - for nogen af os - er båret stærkt af længslen efter at komme hjem til Gud, når vi engang dør. Det er i øvrigt vigtigt at tage Jesu død på korset for at frelse os fra dødens magt alvorligt. Så i stedet for at sige 10 procent/90 procent, vil jeg vove at sige, at kristendommen handler 100 procent om, hvordan vi lever i Guds rige her på jorden og 100 procent om, hvordan livet med Gud i himmelen

21. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Skansen ‘Batteriet’ Bognæs og Kongekredsen (fortalt af Kim Omø Carlsen)

Nær kysten vest for Bognæs ligger ‘Batteriet’ - en skanse som sammen med en lignende skanse på den anden side af fjorden, på Kirsebærholmen, skulle beskytte Holbæk Fjord fra fremmede magter; bl.a. under Englandskrigene i 1800-tallet. Skansen menes at stamme helt tilbage fra Karl Gustav-Krigene i 1657-1660.
Bognæs og området deromkring har helt tilbage fra oldtiden og bronzealderen været et vigtigt sted på Tuse Næs. I dag kan man stadig se ‘Kongekransen’ ca. 300 meter fra skansen, som består af 23 sten fra oldtiden. Desuden er der i området fundet rester af to sværd, nogle mønter, en terning og et øksehoved fra ældre bronzealder (cirka 3.000 år gamle).

Illustrationen er af Jørgen Jensen fra bogen Tuse Næs - en mosaik i tegning og tekst.

Kilde: Nationalmuseet

20. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Advent

Advent kommer af den latinske betegnelse ’adventus Domini’, som betyder ’Herrens ankomst’. Det peger først og fremmest på, at man forbereder sig på julen, og at Jesus bliver født. Men i den kristne lære taler man også om en anden ”advent” - Jesus’ anden komme. Nemlig når denne verden engang hører op, og vi skal møde ham ansigt til ansigt.

Man kunne pege på en tredje ”advent”, altså en tredje gang, hvor Jesus kommer til verden, nemlig nadveren.
Nadveren er et af kirkens vigtigste tegn. Brødet og vinen minder os om, at Jesus gav sit liv for os på korset. Brødet og vinen minder os også om, at vi er en menneskehed, for på samme måde som brødet består af mel fra mange kerner, og vinen består af saft fra mange druer, sådan er det også med det menneskelige fællesskab.

Desuden vil Kristus selv møde os i nadveren. Han inviterer selv til nadverbordet. Derfor læser præsten ikke sin egen invitation op, men Jesus’ ord fra Bibelen. Jesus inviterer, og han sidder selv med ved nadverbordets fællesskab. Derfor kan man kalde nadveren den tredje advent.

20. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Røde Mor (fortalt af Ane K. Kjærsgaard)

Mellem Lindebjergvej og Hørby Skov ligger et nedlagt landsted - Møllebjerg. Her boede Ibi Trier Mørch, mor til grafikeren og forfatteren Dea Trier Mørch (1941-2001). Det blev samlingsstedet for kunstnerkollektivet Røde Mor, som blev dannet i protest mod Vietnamkrigen i 1969 af primært billedkunstnere, og i tilknytning hertil opstod i 1971 også rockgruppen Røde Mor. Navnet Røde Mor afspejlede dels gruppens socialistiske tilhørsforhold, dels dens blødere og kulturorienterede tilgang til klassekamp.

Kunstnerkollektivet omfattede op mod tyve personer; herunder blandt andre Alice Faber, Tommy Flugt, Troels Trier og Dea Trier Mørch. Man lagde ikke synderlig vægt på det individuelle kunstneriske udtryk, men udførte mange fællesværker, hvor de forskellige medlemmer hver udførte en mindre del.
Røde Mor blev opløst i 1978. I 2002 blev Røde Mors plader genudsendt på cd, og året efter begyndte gruppen at optræde igen. I 2007 blev gruppen tildelt en ærespris ved Danish Music Awards.

Kilde: www.roedemor.dk

19. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Kristendom blandt andre livstydninger nr. 3

Mener kristne, at kristendommen altid har ret?

Selvfølgelig bør man have en loyalitet over for det kristne budskab og især en ydmyghed i forhold til, at Gud ved lidt mere om, hvad det hele handler om, end vi mennesker gør.

Når dette er sagt, så er der i det kristne menneskesyn den erkendelse, at vi mennesker tager fejl hele tiden. At vi misforstår ting og ofte fordrejer sandheden til fordel for os selv. Fejlbarligheden er et grundvilkår. Vi lever med et slør for vores øjne. Og det betyder jo selvfølgelig, at alt, hvad vi selv udtaler om tro og religion, er vævet ind i vores menneskelige fejlbarlighed.

Jesus har lovet, at han er vejen, sandheden og livet. Vi behøver ikke andre sandheder, end at se på ham. Men det betyder ikke, at Gud er bundet på hænder og fødder. Gud kan jo åbenbare sig selv i naturen eller hos mennesker med andre religioner. Det er vi som kristne ikke herrer over. Vi må nøjes med at læne os op ad hans løfte. Og det er godt nok.

Men hvordan så med sandheden. Jeg kender mange kristne, der også er inspireret af andre religioners indsigter. Selv er jeg ikke i tvivl om mit hjem i kirken, men som en flittig vandrer, så synes jeg det er spændende at drage på vandring i andre livstydninger. Især finder jeg det inspirerende at slå teltet op i naturreligionernes lejr. Men det er kun en campingtur. Mit hjem er i kristendommen.

Men hvad med sandheden? Hvem holder den? Med det kristne menneskesyn i baghovedet, så vil jeg udtrykke det med dette billede: Guds lys er sandheden. Den er som et hav af gnister og flammer. Intet menneske kan rumme hele flammehavet. Måske er du heldig, at en gnist rammer dig. Måske er du endda af et sådant materiale, at du kan antændes og fænges og tænde gnister i andre. Vi kan ikke som kristne forhindre Guds gnister i at slå ned, hvor Gud vil. Men vi har fået et løfte om, hvor og hvordan vi skal se efter lyset.

19. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Færgen der sejlede to gang til Tuse Næs (fortalt af Kim Omø Carlsen)
Færgen Vita blev bygget på Orø i 1912 hos bådebygger Harald O. Svendsen. Den sejlede fra 1913 frem til starten af Anden Verdenskrig fra Holbæk til Bognæs, hvor der var opført en dansepavillon.

Da pavillonen blev nedlagt, blev Vita solgt til fisker Hans Peter Jacobsen, der sammen med kromand Frantz Gertsen i Gershøj startede sejlads mellem Roskilde-Boserup og Gershøj i Roskilde Fjord. Efter den gamle dampfærge Hørby-båden blev solgt i 1967, ville kromanden H. B Christensen og købmanden Molsing i Hørby igen prøve at drive færgefart til Holbæk. De to købte Vita tilbage til Tuse Næs og satte den i færgefart mellem Hørby og Holbæk. Det var dog desværre hurtigt slut med færgefarten igen, da det blev for dyrt at drive færgefart, og Vita blev den solgt videre til privat eje. Men sådan nåede færgen Vita at sejle to forskellige ruter over Holbæk Fjord.

Kilde: Holbæk Stadsarkiv

18. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Kristendom blandt andre livstydninger nr. 2

Man kan som almindelig folkekirkekristen godt være misundelige på andre religionen. Deres trofasthed og dedikerede tilbedelse, deres intense religiøse temperament eller deres velafbalancerede, afklarede ro.

Det er dog en udbredt tanke, at den lutherske kristendom også har sine frugter. Samfundsforskere og sociologer (mest berømt er Max Weber) har vist, at de lutherske og de calvinske reformatoriske tanker, har virket befordrende for de frie, de demokratiske og de kapitalistiske bevægelser især i Nordeuropa og USA.

For Martin Luther var det personlige gudsforhold afgørende. Troen er kerne i Luthers teologi og deraf fulgte, at det personlige ansvar og tankens frihed fik mere og mere plads i den luthersk-kristne menneskesyn.

Jesus lærte os at have en stærk medfølelse for syndere, at værne om menneskelivet og det enkelte menneskes værdighed og frihed, og han lærte os, at vi skal se mennesket - selv i vores modstandere.

Endelig er der en fordring i kristendommen om at være ydmyg, ikke at dømme sine medmennesker og at se bjælken i sit eget øje, før man piller ved splinten i sin brors øje.

Præcis hvordan disse tanker har påvirket institutioner, love og samfund, kan jeg ikke redegøre for, men vi kan se frugten af det. Ingen andre steder har friheden så gode kår, som i de lande, hvor den protestantiske kristendom har været. Det gælder ytringsfrihed, religionsfrihed, tankens frihed, seksuel frihed, det frie marked, forsamlingsfrihed og pressefrihed.

Men når det er sagt, så mener jeg ikke, man skal vælge kristendommen, fordi den er bekvem, eller fordi der er stor frihed. Kristendommen kaster man sig ud i, fordi der er en, der kalder…

18. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
De to møller på Næsset (fortalt af Kim Omø Carlsen)

Billerup Mølle lå ved Faurbjerg på Billerup bakke mellem Dårebjerg og Mælkehøj, men siges oprindeligt i 1750’erne at have ligget i Lindebjerg på Møllehøj, Møllen var en stubmølle, hvor man skulle vende hele møllen op mod vinden. Møllen er revet ned i 1920.

Den første mølle i Kisserup var en stubmølle fra 1743, der stod ca. 400 meter længere mod nord end den gør i dag. Det var Peder Andersen, der byggede den nuværende hollandske mølle i 1856 på en jordvold, der blev sat i kampesten. Også gennemkørslen blev sat i kampesten, mens soklen blev muret i grundmur. Samtidig med møllen blev der bygget et gårdanlæg, som står der endnu. Møllen var blevet udvidet med et bageri og havde gode tider i sidste halvdel af 1800-tallet, hvilket kan ses af folketællingen i 1880. I 1911 købte den kun 26-årige Christian Albert Jeppesen møllen med bolig og seks tønder land for 22.000 kroner. Han var en driftig herre med gå-på mod, og han ansatte straks en bager. I 1916 giftede han sig med Kirsten Boline Marie Nielsen og to år efter brylluppet begyndte parret at modernisere vindmøllen, som fik selvvirkende vinger med klapper og blev selvkrøjende med vindrose. Samtidig blev der installeret melsigter og valsestole, så møllen kunne male mel til deres bageri. Det gik så godt, at møllen og bageriet har givet arbejde til tre generationer af familien Jeppesen.

Kilde: Møllearkivet.dk

17. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Blandt andre livstydninger nr. 1

På den ene side er det kristne menneskeliv en livslang øvelse i at leve sammen med dem, man er uenige med, for Jesus fordrer, at vi skal elske vores fjender, og han lod ikke religiøse grænser spærre vejen for Guds kærlighed. På den anden side var Jesus en nidkær religionskritiker, hvilket peger på, at når vi møder religioner og livstydninger, så er der ingen forventninger fra Vorherres side, om at vi i harmoniens navn lader godt og skidt være ens.

I dette spændingsfelt lever vi, og det er jo også virkeligheden for de fleste mennesker. Mange ægteskaber består af to forskellige livstydninger. Kristne kan føle stærkt fællesskab med ikke-religiøse mennesker eller føle sig forbundet med folk, der har andre religioner.

Men kan man så ikke bare afrunde emnet og sige, at alle livstydninger og religioner er lige gode? Og så kan alle derefter leve i fred og harmoni.
Næppe. Det svarer vel til at sige, at alle politiske partier er lige gode eller dårlige. Det er et synspunkt, der ikke fører nogen steder hen.

Det er også respektløst ikke at anerkende de forskelligheder, som religioner og livstydninger har - og uden anden sammenligning i øvrigt - så vil det vel svare til, at man siger til sin ægtemand: ”Du er dejlig, ligesom alle andre mænd”.

Politik er ikke ens. Livstydninger er ikke ens. Religioner er ikke ens. Dermed ikke sagt, at kristne er bedre end andre. Mennesker er mennesker. Jesus’ fordring om kærlighed selv til fjenderne, holder kristne fast på ikke at umenneskeliggøre dem, vi er uenige med, men stadig anerkende dem som mennesker.

17. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Alterstenen (fortalt af Mikkel Vale)

I Bognæs, små 50 meter fra stranden, står en bautasten, kaldet Alterstenen. En bautasten er en tilhugget sten, uden inskriptioner, der gerne er rejst på højkant. Formentlig er den brugt som mindesten over en høvding eller som et alter, hvorpå man har ofret trælle, heste eller andre ting, til de naturguddomme, man tilbad i oldtiden.

Denne slags oldtidslevn kan være vanskelige at datere, men man antager, at de fleste bautasten er rejst i bronzealderen (altså mellem ca. 1700 og 500 f.Kr.).
Der er også en legende om senere tiders brug af Alterstenen. Ifølge legenden skulle svenske sildefiskere holde til ved Bognæs og Udbypræsten skulle være forpligtet til at holde gudstjeneste for dem. Han blev til gengæld aflønnet med sild.

Den ældste skriftlige kilde til legenden, jeg har fundet, er J.H. Larsens bog ”Holbek Amt” fra 1842. Han er skeptisk. Men han har læst et håndskrevet ark af sognepræst Kattrup, der virkede i Udby Kirke omkring år 1800, og referer ham: ”i Katholisismens Tid og langt ind i Lutheranismens Tid, ja lige indtil Aaret 1717 – det er dog aldeles utroligt – skal være blevet forrettet Gudstjeneste af Udby Sognepræst under aaben Himmel for – skaanske Fiskere, som betalte dette med at give Præsten en Ret Fisk.”

J.H. Larsen fra 1842 har dog ikke meget fidus til den beretning, og mener den er ”notorisk urigtig” og bemærker til legenden:

at katolske præster aldrig læser messer ved uindviede altre
at lutherske præster skal have regeringens tilladelse udenfor kirken
at skånske fiskere snildt kunne gå den kvarte mil, og frit deltage i gudstjenesten i Udby
at der efter hans overbevisning sikkert ikke var skånske fiskere i fjorden i en tid, hvor man langs skånske kyster kunne gribe sildene med hænderne…

Samme hårde medfart giver J.H. Larsen i øvrigt legenden om Chr. IV og engene ved Kisserup – men det er en helt anden historie.

Læs mere J. H. Larsen siden 114-115, eller læs legenden udfoldet hos Alf Olsen: Folket ved Isefjorden, 1974, s. 82.

Jørgen Jensen har tegnet Alterstenen som illustration til Alf Olsens bog.

16. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Af kærlighed eller ressourceknaphed?

Det sidste af vejmærkerne om klima- og biodiversitetskrisen skal handle om Frans af Assisi. Han var grundlæggeren af tiggermunkeordenen franciskanerne og levede fra 1182 til 1226. Han er en stor inspiration for den kristne klimabevægelse, både på grund af sin nøjsomme livsstil, som indirekte virker som et inspirerende alternativ i dag, men især er han et forbillede på grund af sit syn på resten af skaberværket.
I det store digt ‘Solsangen’ lovpriser Frans af Assisi Gud, fordi han har skabt broder sol, søster måne, broder vind og søster vand. Han lovpriser dem som søskende og medskabninger.

Tidligere har man betragtet naturen som hellig, og naturreligionerne har tilbedt forskellige naturfænomener. Man har ofret til hellige træer. Man har frygtet tordenstorme som guddomme.

I den kristne tro er naturen ikke fyldt med guddomme. De er alle sammen skabninger og skal forgå på samme måde som os mennesker. Dette har af og til ført til et koldt natursyn: Naturen er kun en ressource, skabt for vores skyld.

Men sådan er det ikke med Frans. Der er de medskabninger, der fortjener vores omsorg og taknemmelighed. Det hellige i naturen er altså ikke, at de er guddommelige magter, men at Gud har skabt dem, og at de derved vidner om ham.

I øvrigt er vi jo også - ud fra et naturvidenskabeligt syn - forbundet med naturen. Meget af vores genetiske arvemasse finder man i dyr og planter.
Med et natursyn som Frans af Assisis så hæver klimakampen sig et trin op. Så planter vi ikke kun træer, fordi de er praktiske ressourcer, der kan rense vores vand, binde CO2, øge biodiversitet og skænke bæredygtige byggematerialer. Vi planter også træer med et element af beundring og kærlighed.

Her er et brudstykke af Frans ‘Solsang’ i Johannes Jørgensens oversættelse:
"Lovet være Du, min herre, med alle Dine skabninger, især hr. broder sol, som er dagen, og ved ham giver Du os lys. Og han er smuk og strålende med stor glans. På Dig, Allerhøjeste, er han et billede. Lovet være Du, min Herre, gennem søster måne og stjernerne. På himlen har Du skabt dem, klare og kostelige og smukke. Lovet være Du, min Herre, gennem broder vind og gennem luften og skyerne og godt vejr og al slags vejr, hvorved Du opholder Dine skabninger."

16. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Tuselund - en enklave i Tuse (fortalt af Kim Omø Carlsen)

Mellem motorvejen og Nykøbingvej i Butterup-Tuse sogn ligger en gamle proprietærgård med tilhørende jorde. Stedet blev i 1700-tallet skænket i faddergave til Hørbygårds ejere af ejeren til Birkholm (det senere Løvenborg Slot). Fra 1780’erne til ca. 1810 blev flere gårde flyttet fra landsbyen Hørby omkring Hørbygård ud i det åbne land; først tre til Moseby mellem Udby og Kisserup og en gård til Tuselund, som den lille ‘enklave’ ved Tuse hed. Gården kom i første omgang til at hedde Tuse Lundegård, men ifølge et sagn blev gården omdøbt til Lille Frydendal efter, at godsejerne fra Frydendal (i dag Torbenfeldt Gods) og Hørbygård en dag spillere kort. Godsejeren fra Hørbygård tabte og ville irritere ham på Frydendal gods. Derfor omdøbte han Tuse Lundgård til Lille Frydendal. Den dag i dag ligger Lille Frydendal stadig på en Tuse-grund, men forblev tiendepligtig til Hørby og hører endnu til Tuse Næs sogn.

Kilde: Familie fortællinger fra ejer af Tuselund og historien om Holbæk kommune

15. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER

Undergang eller overgang

De sidste par århundreder er religiøse dommedagsprofeter blevet latterliggjort, men i dag har videnskaben og medierne overhalet med mange mil.

Men kirken har dog en vis rutine i at tale om dommedag og undergang. Både verdens undergang men også vores egen personlige død. Dog altid i skæret af det kristne håb, nemlig at det ikke er en undergang, men en overgang. For Gud vil os det godt. Og det gælder både vores egen personlige undergang og død og universets endelige afslutning.

Det har fået nogen til at indvende: ”Hvis kristne har forsonet sig med undergang og håber på frelse, så gør de vel ikke noget? Så sidder de vel bare passivt med foldede hænder? Så regner de vel med, at Gud fikser det hele.”

Men intet er mere forkert. For det første kender jeg ingen kristne, der tror på at Gud vil ordne klimakrisen med et fingerknips, så vi kan fortsætte med vores enorme CO2-udslip og overforbrugskultur.

For det andet så er det min erfaring, at mismod lammer, hvorimod håb giver handling. Historien er fuld af personer, der troede på Guds rige og det evige liv, men langt fra sad med hænderne i skødet: Tænk på Martin Luther King, Moder Teresa, Desmond Tutu og alle apostlene. Netop deres håb og tro gav dem vilje til  at handle.

Så når vi sorterer skrald, finder gode klimaløsninger, planter et træ, så er det næppe ud fra det perspektiv, at vi forhindrer universet i at kollapse og solen i at brænde ud. Nej, vi lindrer og lapper lidt. Det må være vores perspektiv. Og så skal man i øvrigt ikke undervurdere betydningen af en god handling. For den kan smitte.

15. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER

Offentlige skove på Næsset

(Kim Omø Carlsen)

Bognæs og Hønsehals: Navnet Bognæs er gammelt og antyder, at der har været skov på stedet i gammel tid. Men rent faktisk er hverken Hønsehals Skov eller Bognæs Skov på Tuse Næs særligt gamle. Jorden har været opdyrket i flere hundrede år, og først i slutningen af 1800-tallet begyndte man at plante skovene til. De ældste træer – østrigsk fyr – blev plantet i 1870. Den nordlige del af Hønsehals Skov blev først plantet til i 1915-20, da jorden overgik til Hørbygaard Gods. Dele af Hønsehals er udnævnt til naturskov. Det vil sige, at skoven får lov til at så sig selv, og at gamle træer får lov til at falde og rådne til glæde for planter og svampe.

Mosemark Skov: Mosemark Skov er en frøskov, hvor man med tiden skal høste frø til andre skove. Træerne er plantet på stor afstand, og nogle af dem har en mærkelig form. Det er fordi, en frøskov er anlagt og passet anderledes end en almindelig skov.

Skovene er åbne for offentligheden.

14. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER

Ubetydeligheds-mismod

”Jamen, betyder det noget, hvad jeg gør?” Når man tænker over klodens tilstand, kan man overrumples af ubetydelighed. Giver det overhovedet mening, at jeg gør noget?

Når den slags mismod rammer mig, så ser jeg på Bibelen. Jesus helbredte syge, delte bord med fattige og syndere, og han oprejste endda døde. Men, af hvilken grund? De døde jo alle sammen sidenhen.

Vi må antage, at han gjorde det, fordi det er meningsfuldt. Og det kan være forbilledet for os.

Hvis vi møder en såret person, lad os sige, at en mand er gået ind i en dør og har fået en flænge i panden, da bør vores reaktion vel være: ”Hej, sæt dig her. Jeg finder lige noget plaster og hjælper dig til skadestuen.” Vores reaktion bør da ikke være: ”Hej mand, du har nok fået en flænge i panden. Men det er jo meningsløst at hjælpe dig. Du vil jo alligevel dø om nogle år.”

Sådan bør vores reaktion over for en nødlidende jord også være. Vi kan ikke redde den for evigt. Før eller siden vil solen brænde ud. Men indtil da kan vi sætte plaster på de sår, der bløder.

En anden indvending mod ubetydelighedsmismodet kommer fra en af Jesu lignelser. Han sagde, at vi er som et vintræ, hvor han er stammen, og vi er grenene. Vi er forbundet som menneskehed, og selvom vi kun er en dråbe i havet - eller endnu bedre, en dråbe i vinen - så ved vi godt, at hvis ikke der er druer, så bliver der ikke vin at glæde sig ved. Så lad os være gode druer, selvom vi ikke alene rækker til en hel flaske.

14. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER

Om kokkenmodding og den ældste beboelse på Tuse Næs

(Mikkel Vale)

Da stenalderfolkene blev bønder og fik husdyr og marker, begyndte de at etablere landsbyer. Men inden da, i jægerstenalderen, var man ikke så fastboende. Man flyttede sig efter, hvor der var dyr at skyde og fisk at fange. Men man fandt efterhånden sine yndlingssteder, og vendte tilbage til de samme bopladser år efter år, afstemt efter fiskenes vandring eller vildtets ruter, eller der hvor muslingebankerne gav rigeligt med østers og blåmuslinger.

Nogle af disse bopladser var beboede i mere end 1000 år, og kom efterhånden til at bære mange generationers efterladenskaber, mest muslingeskaller, men også knogler fra nedlagte byttedyr og fisk, redskaber som krukker, kam, pile, harpuner og lignende. Da man i 1800tallet begyndte at fatte interesse for disse dynger af efterladenskaber, kaldte man dem køkkenmøddinger. Det er et begreb, der har vundet hævd i den internationale arkæologiske faglitteratur: Kokkenmodding.

Den vigtigste udgravning af en køkkenmødding i Danmark foregik i slutningen af 1840erne i Ertebølle ved Limfjorden, og fundene og studierne over køkkenmøddingernes ophavsmænd blev beskrevet som Ertebøllekulturen. Ertebøllekulturen finder vi også på Tuse Næs. Vest for Hagested, ved Lammefjorden lå i 1800tallet en køkkenmødding, som dog er blevet fjernet (muligvis brugt som dæmningsmateriale). Desuden er der fundet køkkenmøddinger i Bognæsskoven og i Hønsehalsskoven. I Hønsehalsskoven er køkkenmøddingen markeret med store granitsøjler påtrykt FM (fortidsminde). De er så høje, at skovmaskiner kan se dem, selvom der er brændenælder og brombærkrat omkring dem.

Her på disse bopladser levede de næsboere for omtrent 6-7000 år siden.

Tegningen herover er af Hønsehals Skov og tegnet af Jørgen Jensen.

13. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER

Tab af biodiversitet er som at brænde livets bibliotek

For den kristne er det mangfoldige skaberværk et udtryk for Guds kreative skaberånd. Det er også derfor biodiversitet må ligge os på sinde. Hver eneste art, fra den mindste til den største, vidner om Guds vilje.

Man kunne ud fra et etisk synspunkt indvende: "Jamen, det er jo ikke mere synd for den sidste isbjørn i verden, der dør, end den næstsidste. Ja, eller mere trist for en isbjørn end for en slagtekalv."

Men grunden til, at arternes bevarelse er vigtig, er at en isbjørn eller en klokkefrø med sin blotte eksistens lovpriser Guds kreativitet. Eller sagt på en mere naturvidenskabelig facon: Når en art uddør, så er det som at brænde et kæmpestort bibliotek. Millioner af års erfaringer og særlige tilpasninger er samlet i artens dna. Hvis en art uddør, går et kæmpe bibliotek tabt for os.

13. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER

Kaj Munk og Tuse Næs  (Mikkel Vale)

Niels J. Ø. Nøjgaard var sognepræst i Udby fra 1928 til 1937. Blandt hans bedrifter var at han med sine kolleger i december 1930 grundlagde Kirke-Budet, et gratis omdelt blad i Udby, Hørby, Hagested og Gislinge sogne. Senere kom Orø med. Det var forløberen for Tuse Næs Bladet, der i 1986 afløste den kirkelige pamflet. 

Fra sin studietid på kollegiet Regensen ved Rundetårn kendte Niels Nøjgaard præsten, dramatikeren og frihedskæmperen Kaj Munk. Det var et teologisk venskab, et venskab med mange fortrolige breve og det var et jagtvenskab. Niels Nøjgaard begravede også sin gode ven Kaj Munk fra Vedersø Kirke den 8. januar 1944.

Kaj Munk var blevet likvideret af tyskere den 4. januar i Hørbylunde nær Silkeborg.

Men i 30’erne besøgte Kaj Munk af og til Tuse Næs, især når han skulle på jagt med Niels Nøjgaard. Dette lille nedslag i deres venskab er fra en avisartikel af fisker Alf Olsen, der fortæller om Kaj Munks besøg på Næsset.

Kaj Munk fik afrettet sine hunde hos murermester Simon Larsen i Audebo (ikke den nuværende murermester Simon Larsen), og her var han heldig at komme i dagene, hvor der blev slagtet, og han blev budt på blodpølse. En livret!

12. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
COP28, Klimakrise og kristendom.

Ifølge planen afsluttes det store klimatopmøde COP28 i dag. Tusindvis har været samlet. De sidste forhandlinger er endnu ikke på plads. Knasten er, om der i aftalen skal stå, at brugen af fossile brændstoffer skal udfases eller blot reduceres.
Den Katolske Kirke og Svenska Kyrkan har også været repræsenteret. Man kan spørge sig selv, om hvorfor ydre ting som klimakrise, biodiversitetskrise og bæredygtighedskrise skal være emner for kirken - og for kalendernotitser om det indre landskab. Men som tidligere nævnt, er der store kanaler mellem det indre og ydre liv.

Det er forkert at reducere kristendommen til en spirituel indre sag. Kristendommen handler ikke kun om at gå i kirke. Kristendommen viser for alvor sit ansigt i vores liv med hinanden og i verden, når vi er gået ud af kirkedøren.

På samme måde, som kirken beder for krigens ofre i Ukraine og Mellemøsten, og taler om fred; på samme måde som en kristen skal hjælpe en, der er såret eller svag; på samme måde, skal vi lytte til det lydløse råb fra naturen, der lige nu er nødlidende.

De bekymringer, som kriserne frembringer, præger vores indre liv: frygt, skyld og af og til retfærdig harme. Og vi kommer næppe udenom, at disse kriser skyldes fænomener i vores indre liv: rådighed, mangel på handlekraft og vilje. Sagt lidt bombastisk, så er klodens krise det ydre tegn på menneskehedens åndelige krise.

Hvis man ikke synes, at dette er nok argumenter for at kirken skal beskæftige sig med klimakrisen, så kan man meditere over, hvad Guds bud ”Du må ikke slå ihjel” betyder. Hvor omfattende skal man tolke dette bud? Det vi gør her i Danmark i dag, har jo skæbnesvanger betydning for kommende generationer og for mennesker rundt i verden, der lever med skovbrande, storme, oversvømmelser og rekordhøje temperaturer.
De næste dages kalendernotitser handler om at være kristen i disse krisers tid, blandt andet om håb, ubetydelighedssyndromet, taknemmelighed og glæden ved Guds skaberværk.

12. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Nykilde Brønd, Den gamle brønd i Hønsehals Skov (fortalt af Kim Omø Carlsen)

Den gamle brønd har en historie, der rækker helt tilbage til oldtiden. Brønden eller kilden har på et tidspunkt været betragtet som en helligkilde, hvortil folk på egnen valfartede for at blive kureret for alle mulige sygdomme. Brønden findes i den sydvestlige del af skoven. Den er bygget op af kampesten og bruges i dag til at vande køer med.

Kilde: Nationalmuseet

11. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Bibelen i lyset af ”utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning”

De sidste par dage har handlet om bøn, sang og i dag om bibellæsning. Det er tre af de kristnes vigtige indre aktiviteter.
Dagens lille kalendernotits om Bibelen bærer præg af, at regeringen i torsdags vedtog en lov, hvorved ”utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund” blev forbudt. Det har sat tankerne i gang, og tastaturerne har klikket og klapret mange steder. Også hos mig.

Det er ikke ytringsfrihed og relevant religionskritik, jeg har tænkt på, - desværre. Jeg har heller ikke tænkt meget over dem, der krænker og dem, der bliver krænket, - jeg beklager. Men jeg har tænkt over, hvad Bibelen betyder i mit indre landskab, og hvorfor jeg ikke ser støvletramp, flammer og spot som betydningsfulde fjender.
Ordene om Ordet. Da Gud ville tale med menneskeheden, prøvede han først med Moses´ stentavler. Det gik ikke så godt. Derefter talte han igen, men nu gennem Jesus´ gerninger og ord. På den måde forstår vi i kirken Jesus som Guds Ord til os. Når vi synger ”Guds Ord det er vort arvegods”, så er det ikke Bibelen det handler om, men derimod Jesus. Bibelen er derfor ordene om Ordet.

Bibelen beretter, at Jesus aflagde alt selvforsvar. Han blev forfulgt, spottet og hånet. Han blev behandlet utilbørligt. Da Guds søn kom til verden, var det i en ussel stald. Han blev forfulgt af Herodes, og måtte som barn leve fire år som flygtning i Egypten. Senere blev han hånet af de lærde, forfulgt af myndighederne, ja selv hans egne vendte ryggen til ham, først dem han voksede op sammen med, siden hans disciple. Han blev tortureret og korsfæstet. Han aflagde al sin guddomsmagt og gik frivillig ind til spot, forhånelse og død.

Historien om Jesus er altså en beretning om Guds bevidste og tilvalgte afmægtighed i forhold til vold, hån og spot. Og det er som om, at det er en helt anden ånd og magt, der har formuleret lovgivningen om den utilbørlige behandling.

Selvfølgelig er det da betryggende, at staten beskytter de religiøse (men hvad med beskyttelse af kunstnerne og religionskritikkerne).
Ud fra en kristen synsvinkel, så sker den utilbørlige handling nok ikke så meget i de ydre forhånelser, som den sker i den indre verden, når vi hver især dagligt glemmer at leve i Guds afmægtige kærlighed.

Bibelen, altså ordene om Ordet, er det indre landskabs landkort og lygte. Bibelen kan føre os rundt i de mest fabelagtige områder. Men gamle landkort kan være vanskelige at tyde. Nogen af optegnelserne kan misforstås og føre os til mærkelige afkroge af det indre liv. Andre optegnelser er som klare lygter, der viser vej, selv når det er mørkest.

11. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Moseled Herregård mellem Kisserup Mølle og Udby (fortalt af Kim Omø Carlsen)

Under Roskilde bispestol hørte en del gods; herunder også en hovedgård og 13 gårde på Tuse Næs, som havde det specielle navn Moselen. Den lå hvor Mosegården ligger i dag.

Hovedgården blev brændt af svenskerne under Karl Gustav-Krigene i 1657-1660 og derefter revet ned. På stedet er der også en ruin efter en borg (Moseby) med et vagttårn samt et nærliggende militæranlæg (i Lyngen vest for Moseskoven). Efter 1660 kom jorden under adelsgodset Hørbygård, og i 1772 blev det udstykket til tre bøndergårde, hvoraf Mosegården er en af de udstykninger.

Kilde: Fortællingen om Roskilde Stift

10. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Salmer og sang: "Du bliver, hvad du synger."

I dag er de fleste af os musikkonsumenter. Vi nyder musik, og lytter til musik som aldrig før. Men der bliver færre og færre udøvende musikere. Før den mekaniske tidsalder og opfindelsen af musikafspiller, var nærmest alle mennesker musikproducenter. Man sang og spillede, for ellers var der ingen musik. Og musikken prægede folk. Arbejdere fik opbygget deres arbejderidentitet ved at synge sange som ”Når jeg ser et rødt flag” og ”Snart dages det brødre”. Danskerne fik ord til deres selvforståelse, når de sang ”Jeg ser de bøgelyse øer” eller ”I Danmark er jeg født”. For man bliver, hvad man synger.

Heldigvis synges der stadig. Under covid-epidemien var ”Fællessang - hver for sig” et utrolig populært tv-program, der styrkede sangglæden i mange familier og kredse. På højskoler og i biblioteker synges der også, og hver eneste uge kan man synge i landets kirker.

Sang i kirkerne er vigtigt, men det er også et følsomt emne, der bliver drøftet meget. Er salmerne for høje eller lave? Er de for gamle eller nye? Er de for lange eller korte? Er det salmerne, der er det vigtigste ved gudstjenesterne, eller er de unødvendige pauser? Synger vi troen ind i hjertet på hinanden, eller ud af hovedet?
Jeg har hørt om folk, der har vendt kirken ryggen på grund af sang. Blandt andet en, der syntes at lovsangen var for naiv, og at han ikke kunne ikke genkende sine egne overvejelser og bekymringer i teksterne. For ham blev de mange Hallelujaer for meget, eller så forstod han dem ikke.

En lovsang er ikke blind tilbedelse. Lovsangen udspringer af tre følelser: Taknemmelighed, beundring og kærlighed. Disse følelser kan tryllebinde dig som ved en stærk forelskelse, men følelserne kan også skabe plads til eftertanke og sætte dig i kontakt med de dybeste lag i dit liv. Når man synger om følelserne og giver dem luft, vokser de på samme måde som en plante, der vandes.

Sang er det indre landskabs blomstereng.
God søndag

10. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Hørby Kirke og disciplenes attributter (fortalt af Mikkel Vale)

I mellem 1780 og 1848 forsvandt Hørby landsby undtagen kirken og herregården. Gårdene blev flyttet ud på markerne. Skolen kom til Uglerup, og til sidst brændte de resterende huse. Men inden da var det en gammeldags landsby. Der var gårde, huse, herregård, skole, gadekær, smed og præstegård, som lå rundt om Hørby Kirke.

Af og til var der store begivenheder, der satte gang i landsbyen. Mest berømt er admiral Spans begravelse i 1695. Den store søhelt, Henrich Span, var ejer af Hørbygård, og da han døde, blev hans lig kørt fra København til Hørby Kirke. Foran ligvognen kørte 13 vogne, hver med 6 heste for. Så fulgte ligvognen, og efter den kom 3 særlige sørgevogne og derpå 17 andre vogne og kærrer. Alle med 6 heste foran. I alt var der altså 204 heste og 34 vogne. Der har nok været et stort virvar i landsbyen i de dage, hvor begravelsesceremonien fandt sted. Men det var ikke den eneste store begivenhed i Hørbys historie. De mange store gravsten og epitafier minder om, at lignende (dog mindre) begivenheder fandt sted af og til.

Kirken, der er fra 1100tallet, er den største af landsbykirkerne rundt om Isefjorden. Inde i kirken er noget af det mest iøjnefaldende inventar de træfigurer, der er sat op over korbuen. Midterst er der den korsfæstede Jesus. Ved hans venstre side står Maria, ved hans højre Johannes. Disse tre figurer er omtrent en meter høje. Ved siden af dem står der 11 apostelfigurer, der er omtrent 45 cm høje. De er alle skåret i samme værksted i begyndelsen af 1500tallet, og meget tyder på, at de har været placeret i en altertavle inden de blev sat i den nuværende position.

Det er nogle drabelige figurer, der er udstyret med diverse attributter: Kniv, spyd, vandringsstav, kalk, kors, nøgle og sværd. Og hvis man var bondedreng i 1695, og lige havde set Admiral Spans store ligfølge, kunne man nok tænke, at Jesus også havde haft et prægtigt følge, da han blev lagt i graven.
Men så må vi håbe, at Hørbys sognepræst har gjort sig umage om at forklare bondedrengen, at sådan er det slet ikke. For da Jesus skulle vælge disciple, så var det ikke lærde professorer, modige krigshelte eller tapre vovehalse, han udså sig. Det var jævne folk, som fiskere og toldere. Og Hørbypræsten måtte også forklare, at de våben, som de er afbilledet med, det slet ikke er nogen de har kæmpet med, men derimod dem, de er blevet dræbt af, da de vidnede om kristendommen under de store forfølgelser. Og endelig måtte præsten også sige, at de jo slet ikke var Jesus gravfølge, for de stak alle sammen af, så Jesus gik alene i døden.
Simon Peter har ofte en nøgle som discipel-attribut (altså hans kendemærke), fordi man betragter ham som kirkens grundlægger. Men sommetider ser man ham også med en hane. Hanen galede nemlig den nat Jesus blev taget til fange, og mindede Simon Peter om, at han havde forrådt og fornægtet Jesus tre gange.
Så måske har sognepræsten afsluttet sin belæring med at fortælle bondedrengen, at Gud ikke kalder de særligt rene og gode, men at han forvandler dem han kalder. Selv de mindste og svageste kan være store i Guds Rige, for alle kan hjælpe andre.

9. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Om bøn

Når man får vendt en sag med en god ven, eller luftet en bekymring, kan man gå helt forfrisket og fornyet derfra. Sådan kan bøn også være en læskende kilde i det indre landskab.

At tro på Gud er jo først og fremmest at have en relation til Gud. Og som vi kender det mellem os mennesker, så er de bedste relationer dem, man holder i live. Man ringer sammen, skriver en sms eller oplever ting i fællesskab. Hvis man aldrig taler med sin partner, er der en rimelig chance for at relationen begynder at visne. Gud vil altid være trofast og parat, men hvis ikke vi beder, er der noget i os, der visner.

Man kan jo godt forestille sig, at man har brug for en særlig åndelig egenskab for at bede, men ifølge Martin Luther, så skal vores forbillede være en hund. En hund, der sidder og ser på sin herres kotelet ved spisebordet, og intet andet ønsker, end at få en bid af den. Så helhjertet og enfoldig skal vores bøn også være.

Den samme enfoldighed i bønnen sagde Jesus også, at vi skal have. Vi skal ikke bruge mange ord, og vi skal ikke bede for syns skyld, men derhjemme for os selv. For Gud ser i det skjulte.

Konkret har denne opfordring til enfoldig bøn formet den russiske tradition, kaldet hjertebønnen eller Jesusbønnen. Man gentager for sig selv denne lille sætning: ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig”. Flere ord behøver vi ikke. Og efterhånden afstemmer man den med sit åndedrag og hjerteslag.

Den bøn, der står allermest centralt i kristendommen, er Fadervor. Jesus lærte os den. Med dens ord beder vi om tilgivelse, dagligt brød (det vil sige alt det, vi har brug for i vores liv, blandt andet føde, venskab og tryghed), og vi beder om, at Guds rige en dag må blive til den fulde virkelighed her på jorden. Endelig så minder bønnen os om, at menneskeheden er et fællesskab af mennesker. Der står nemlig ”Fader vor”, ikke ”Fader min”. Siden Gud er vores fader, må vi også være som søskende for hinanden.

9. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Tuse Å (fortalt af Mikkel Vale)

Når man står på Hagested Kirkegård og ser mod syd, går det ned ad bakke helt til Tuse Å, der er Hagested Sogns sydlige grænse. I landskabet ser den ud som en tynd stribe, men sivområder og den brede ådal vidner om, at her har Holbæk Fjord nok gået længere ind i forhistorisk tid. Ja, der er flere forskere, der peger på, at Holbæk Fjord og Lammefjorden engang flød sammen og oversvømmede det lille stykke land mellem Tuse Å og Gislinge Å, så Tuse Næs - fra Hagested i Vest til Bognæs i Øst - var en ø i Isefjorden, ligesom Orø.

Tuse Å er kommunens største. Den udspringer lidt vest for Sønder Jernløse, og undervejs støder Kobbel å og Kalveåen til.

Inden der kom jernbane og gode, anlagte veje, var der spekulationer om at gøre Tuse Å til en transportvej. Tørv var en vigtig varmekilde, og fattigfolk tjente lidt ekstra ved at grave denne brændsel fra gamle moser. Blandt andet blev der gravet meget tørv i de store våde områder ved Løvenborg sumpe. En pramforbindelse dertil var ønskeligt, men der var problemer med det lavvandede og stenede område inderst i Holbæk Fjord, så nogen afgørende pramtrafik kom der aldrig på åen.

Siden slutningen af 1980erne har der været et aktivt yngelplejearbejde for havørrederne i Tuse Å. Hver å-system har sine egne stamfisk, altså en særlig genetisk variant. Så når man udsætter ørreder for at sikre og forøge en bestand, så er det ikke tilfældige fisk fra andre åer. Nej, så fanger man med el-fiskeri i åen store avlsfisk, som man stryger for æg og sæd. Dernæst befugtes æggene, og ørredynglen opdrættes i bassiner med gennemstrømmende vand, indtil de er store nok til udsættelse.

I sivene langs åen kan man se isfuglen og, mere sjældent, en rørdrum. Nattergalen synger i pilekrattet ved åen i juninatten.

Læs mere hos J.H. Larsen, Holbeks Amt, Kbh. 1842. og Kurt Sørensen: Tuse Næs, en historisk oversigt. 1983

8. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
”Selvkærlighed er begyndelsen på en livslang romance” (Oscar Wilde)

Man bruger enormt meget tid i selskab med sig selv. I sit eget hoved. Derfor er det en god ide at gøre sig umage, så man er i godt selskab. Mon ikke mange af de almindelige selskabsregler også gælder for vores indre liv?

Som Oscar Wilde skriver, så er selvkærlighed ikke helt tosset, men en opblæst nar bliver uudholdelig i længden. Det gælder både i forholdet til dig selv og i forholdet til andre. Hvis man derimod kun er hård og kritisk, får man ikke øje på de prægtige egenskaber eller finurlige karaktertræk, som man er udstyret med.  

Selvironi er afvæbnende i forhold til andre mennesker, men kan også afbøde adskillige hårde indre konflikter.  På samme måde som tilgivelse og overbærenhed er vigtigt i gode fællesskaber, så er forsoning også en del af den indre vandring.

Syndserkendelse er et gammelt ord, men det er vigtigt. Og for en god ordens skyld, så handler synd altså ikke om, at man spiser for mange lakridser, eller at der sker ting og sager syd for lynlåsen. Syndserkendelse er en måde at tage de mørke og onde sider af sig selv alvorligt. Det nytter nemlig ikke, at man siger: ”Jamen, sådan er alle andre også” eller ”skidt pyt, vi svigter alle af og til.” I den slags tilfælde lader man mørket sejre. Hvis ikke man bemærker ondskaben, risikerer den uset at tage magten over en. Hvis ikke man kender til sine egne mørke afgrunde, kan det være vanskeligt at forsone sig med andre, og det klan være vanskeligt at se, at man har brug for frelse og tilgivelse.

Det fortælles flere steder om Jesus, at han trak sig tilbage i ensomhed. Han var 40 dage alene i ørkenen, efter han var døbt. Den nat, da han blev forrådt, trak han sig alene tilbage i Gethsemane have for at bede. Men også under sin vandring med disciplene fortælles det – nærmest som en vigtig pointe – at han forlod dem, for at være alene: ”Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede.” (Matt 14.23)

Men man er ikke kun alene i indre landskaber. Man har jo mulighed for at dele sin vandringer med gode venner, en medvandrer eller med en præst. Jesus inviterer os også til at dele vores liv med ham. Det kommer de tre næste dage til at handle om.

8. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Hesterace reddet af bønder fra Næsset

Først i 1900-tallet var hesteracen knabstrupper fra Knabstrupgård tæt på at være en saga blot, men især på Tuse Næs holdt en masse landbrug fast i knabstrupperne og var derved med til at bevare resterne af hesteracen.

Men ét sted blev man kendt for sin avl og opdræt af knabstruppere - både i Danmark og uden for landets grænser. I 1946 købte Niels Herman Nielsen og C. N. Ledager Egemosegård ved Tuse Næs Vej. I løbet af et års tid blev der foretaget nybygninger; herunder ridehus, ridebane, anlagt folde, så de ydre rammer var i orden for et rationelt avlsarbejde. Det nødvendige materiale af avlsdyr blev tilvejebragt i løbet af kort tid. Ved heldige omstændigheder og Herman Nielsens fine sans for at finde egnede dyr, havde eksperimentet god fremgang og blev hurtigt kendt viden om. Specielt tidsskrifter i England og USA gav meget rosende omtale af Egemosegårds avl. Der blev formidlet salg til både Sverige, Holland, England og USA. I 1959 ophørte Egemosegårds stutteri og en æra med opdræt af knabstruppere på Tuse Næs var slut.

Kilde: knabstruprace.dk

Den 7. december – Vejmærker i indre landskaber
I dag er det 2 måneder siden Hamas indledte Israel-Hamaskrigen den 7. oktober.
Krigen har sat et væld af følelser, holdninger og tanker i gang hos de fleste. Politisk er det meget kompliceret, og det er nærmest umuligt at se, hvordan denne knude skal blive løst op i stedet for at strammes og fordobles igen og igen.

Denne knudrede virkelighed sætter også sine spor i vores indre landskaber. Hvordan kan man som kristent menneske tænke om krigen, og prøve at handle derefter?
Grundlæggende er mine tanker formuleret i lyset af Jesus´ budskab: Budskabet om næstekærlighed og kærlighed selv til fjender; budskabet om forsoning og tilgivelse; englenes julebudskab om fred på jorden; budskabet om at Gud er hos den lidende verden.

• Hvem skal jeg holde med? Mennesker. Især dem, der lider uskyldigt og lider meget.
• Hvad skal jeg håbe på? At krigen må stoppe, og når den stopper, at der så ikke vil være tabere og sejrherrer, for så bliver det svært at hele sårene. Som det ser ud nu, er det som om alle er tabere. Mit håb er at retfærdighed, fred og forsoning må sejre. At fredsbevægelserne må sejre.
• Når næstekærlighed bliver et princip for samfund og organisationer, er det ikke længere et mellemværende mellem enkeltpersoner båret af brændende følelser. Næstekærlighed som institution er båret af retfærdighed, loyalitet, frihed, anerkendelse, fred, forsoning og omsorg for de svage.
Og de sædvanlige forbehold:
• Man er ikke antisemit, fordi man væmmes ved den israelske krigsførelse, som medfører drab på umådelig mange uskyldige børn.
• Man er ikke imod Palæstinensernes rettigheder som folk, fordi man væmmes ved Hamas´ metoder, såsom terror, gidseltagning og brug af civile som skjold.

Konfirmanderne bar i dag, inspireret af krybben i den evangeliske kirke i Betlehem, murbrokker hen til krybbestalden på Udby Kirketorv, for at huske på krigens ofre, især børnene i Israel og Gaza.

7. december: Hønsehalsskoven og Lillebælt (fortalt af Kim Omø Carlsen)
Sænkekasser til Lillebæltsbroen
Under en storm i vinteren 1933-34 gik det hårdt ud over træerne i Hønsehals Skov. Mange træer faldt og for at få noget ud af stormfaldet, blev træet solgt som tømmer til sænkekasser til Lillebæltsbroen, der blev bygget netop i de år. Træet blev flådet ud til et skib, der lå for anker i sejlrenden mellem Tuse Næs og Orø, lastet om bord og sejlet til Lillebælt, hvor de den dag i dag er med til at holde broen på plads.

Kilde: Naturstyrelsen

6. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Hebræerbrevet 11,1)

Er den eksakte viden forvist fra det indre landskab? Er det kun forestillinger og følelser, der hører hjemme i vores indre?
Ofte fremstilles tro og viden som modsætninger, men det er forkert – i hvert fald i kristen sammenhæng. I kristendommen antager man nemlig, at sandhed er et væsentligt karaktertræk ved Guds rige. Derfor må hver eneste sande erkendelse være en del af Guds store verden, om det så er tyngdeloven eller evolutionslæren…

Hvad angår det indre landskab, så er det rigtigt, at hjertet og følelserne ofte er vores vigtigste vejvisere. Men de fleste af os ved, at følelserne af og til er bedrageriske. De kan forråde os.

For den fysiske vandrer gælder det, at hvis man farer vild i tåge på fjeldet eller har mistet orienteringen i en tæt skov, så er det ikke gavnligt at stole på fornemmelser eller følelser. En kompasnål eller et utvetydigt punkt i landskabet er langt mere retvisende.

På samme måde for vandreren i de indre landskaber: Man kan komme hjem fra et selskab og have en følelse af at være hadet af alle, men måske er det ens egen frygt, der fører en på vildspor. Eller omvendt, man kan gå hjem fra et selskab og have en følelse af at være beundret og uundværlig, men måske er man bare en opblæst nar. Det er godt at have forstand, viden og refleksion til at korrigere.

Kunne det ikke være forbilledligt, hvis vi kun baserede vores liv på eksakt viden? Nej, og det er formentlig en illusion, at det kan lade sig gøre. Jeg mangler i hvert fald stadig at se et godt eksempel. Sarkastisk er det udtrykt således af den engelske journalist G.K. Chesterton (1874-1936): ”Når mennesker vælger ikke at tro på Gud, tror de derefter ikke på ingenting, men de bliver så i stand til at tro på hvad som helst.”

+ Pax et bonum
Mikkel, præst

6. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
To sten i Udby (fortalt af Kim Omø Carlsen)

På hjørnet af Udbyvej og Udby Kirkevej står en sten, hvori der er indhugget IKS ANNO 1438. Øverst på stenen er boret to huller. Man mener at stenen er opsat som mindesten. Hullerne i stenen skyldes, at stenen er engang brugt i smedjen til at fastholde vognhjul.

Lidt længere henne ad vejen ved indkørslen til smedjen står endnu en sten; en såkaldt fallossten. Man kender ikke meget til stenen, men den menes at havde stået på en mark øst for Udby. En præst i sognet, har en gang fortalt, at unge, nøgne jomfruer med blomsterkranse i håret, hvert år ved forårssolhverv skulle have danset rundt om stenen fra aften til den lyse morgen. Om det er sandt, melder historien ikke noget om.

Kilde: Nationalmuseet og Tuse Næs Lokalhistoriske Forening

5. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
”Det man hører, er man selv” DR’s P3-slogan.

Er den indre verden ubetydelig? Man kunne antage, at fordi drømme, håb, tro og forestillinger kun befinder sig i den indre verden - i tanken, sjælen og hjertet – at de så ikke er nær så betydningsfulde, som den fysiske verdens fænomener: Vores kroppe, penge og resten af den materielle verden. Men det passer ikke.

Tænk på, hvor stor betydning drømme og forestillinger har haft i historien: Den nationale forestilling. Drømmen om lighed, frihed og broderskab. Ja, selv noget så konkret som penge er jo båret af en forestilling; nemlig forestillingen om at en seddel eller et kontotal har en værdi, og den gensidige tillid til at det er rigtigt.
Når nu den indre verden kan have så stor betydning, er det nyttigt at granske, hvor den kommer fra. Paulus sagde: ”Troen kommer af det, der høres.” (Rom. 10). Det er egentlig ikke mystisk, og det kan udbredes til hele vores forestillingsliv. Vores indre liv opstår i samspil med alt det, vi får fortalt, det vi læser, det vi ser i fjernsynet og hører i radioen. De fortællinger og budskaber, der finder klangrum i vores indre, sætter følelser og refleksioner i gang og et komplekst, labyrintisk landskab tager efterhånden form. De største forestillinger og klareste ideer bliver hovedvejene i vores indre.

Siden tanker, tro og forestillinger har så stor betydning, har man gennem tiderne også frygtet deres slagkraft. Man har indført censur. Både trykkefriheden og tankefriheden har været under pres. Når vi i mange år har haft så stor en rummelighed og frihed i Danmark, skyldes det næppe, at man antager, at alle tanker og forestillinger er lige gode og lige værdifulde, men derimod at tankens frihed er en fundamental ting for mennesker. Grundtvig mente, at åndens element er frihed. På samme måde, som fisk har brug for vand, sådan har ånd brug for frihed.

Med andre ord: Det indre liv er en særdeles slagkraftig del af virkeligheden. Det indre liv er sjældent harmløst harmoni. Det er ofte en kampplads, siger Paulus. Fortællinger og billeder, håb og bekymringer brydes.

Så med P3’s slogan: ”Det du hører, er du selv” i tankerne, kan det være meget betydningsfuldt, hvad du lægger ører til. Hvis du vil have et spændende varieret indre landskab, vil jeg anbefale, at du ikke nøjes med sportsnyheder, børsnoteringer og vejrmeldinger, men også hører eventyr, Jesus’ ord om tilgivelse og frelse til de fortabte, og dagligt en håndfuld muntre vittigheder.

+ Pax et bonum
Mikkel, præst

5. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Hørbygaard og Hagestedgaard (fortalt af Kim Omø Carlsen)

Hørbygaard og Hagestedgaard er de herregårde, som har betydet mest for Tuse Næs gennem tiden; helt fra 1200-tallet, hvor de fungerede som øverste myndighed til 1700-tallets udskiftning af gårde ud i det åbne land.

Hørbygaard ligger lige ved siden af Hørby Kirike og er første gang registreret i 1314, da fru Else Tuesen fra Uglerup overdrog gården til sønnen, Niels Tuesen. Herregården har været ejet af kronen og Roskilde-bispen flere gange, men har været i slægten Castenskiolds eje siden 1748. Hovedbygningen er bygget i 1862. Hørbygaard har haft fæstegods i sognene Hørby, Niløse, Sønder Asmindrup, Søndersted, Udby og Undløse.

Hagestedgaard ligger lige ved siden af Hagested Kirke. Herregården nævnes første gang i kong Valdemars jordebog fra 1230 og var ejet af kronen frem til år 1540. I 1669 nedbrændte Hagestedgaard sammen med præstegården og otte bøndergårde. Hovedbygningens ældste bygningsdele udgøres af bygninger fra dels 1555 og dels 1748. Gården har siden 1769 været i slægten Castenskiolds eje. Hagestedgaard havde fæstegods i sognene Gislinge, Hagested, Hørby, Kundby, Stigs Bjergby, Tuse, Udby og Undløse.

4. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
”Tøm din rygsæk” B.S. Christiansen

Nu skal vi afsted. Der er ellers mange principielle betragtninger, man kan gøre indledningsvis, men det må vente.

Det er godt med et mål, når man skal vandre. Ellers er der overhængende sandsynlighed for, at man bare bliver siddende derhjemme, eller at man kommer til at flakke tilfældigt rundt i ring.

Et mål for den indre vandring kan lyde: ”Jeg vil gerne finde min plads i livet. Jeg vil have et klart billede af, hvad jeg skal bruge mine dage til. Jeg vil gerne have mere glæde end bekymring undervejs.” Måske er målet ikke helt på plads endnu. Der kan komme skilleveje undervejs, der regulerer rejsen. Men det er godt nok til at komme afsted.

Inden afgang må vi tjekke indholdet i den åndelige bagage. Mange af os har både gode og dårlige ting i rygsækken. De gode ting, der kan hjælpe os på vandringen, er holdninger, håb og den kærlighed vi har mødt i livet. Men de fleste af os har også tunge byrder i bagagen: Sorg, mindreværd, jalousi, vrede, misundelse… Og man kan spørge sig selv: ”Er det virkelig noget jeg skal bære på resten af mit liv? Kan jeg lægge det fra mig? Eller kan jeg få hjælp til at bære det?”

Den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen har sagt fine ting om vores mentale rygsæk: ”Det er bedst at rejse med en let rygsæk” og ”Tøm din rygsæk”.

Vi kan ikke lægge alt fra os. Noget er vi nødt til at bære. Både for os selv og af og til for andre. Men der er hjælp at hente. I salmebogen er der en linje, hvor Jesus råber til den trætte vandrer: ”Mit åg er godt, min byrde let, jeg hjælper selv at bære!”

Så brug en stund på at tømme rygsækken. Se hvilke tunge byrder du må tage med dig, og se hvilke, der kan hjælpe dig undervejs. Måske er der nogle, du kan lade blive? Og nogle du kan få hjælp til at bære.

”Jeg har besluttet at holde fast i kærligheden. Had er en for tung byrde til at bære.” (Martin Luther King)

4. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Legetøjstraktoren fra Hørby (fortalt af Kim Omø Carlsen)

Helmer Jensen fra Kalundborgvej i Holbæk havde et landmandssted ved Hørby Færgevej, hvor der også var æbleplantage. Her blev der lavet legetøjstraktorer fra ca. 1960 til først i 1980’erne under virksomhedens navn ‘Triton’. Det startede omkring 1959-60, hvor værktøjet til produktionen af traktoren blev købt af Lego - med tilladelse til produktion og salg - dog uden Legos navn på.

Traktoren var en Ferguson leveret enkeltvis i sæt med tilbehør eller som samlesæt. Æskerne blev pakket af skolebørn, der kunne tjene en skilling ved at samle traktorerne og putte dem i æsker. De blev herefter fragtet til Holbæk, hvor de blev solgt fra Ahlgade 65, hvor virksomheden havde adresse.

Kilde : Holbæk Stadsarkiv og legetøj-fanhjemmesider

FØRSTE SØNDAG I ADVENT - 3. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
”Hvad er der galt i at gå i stå, hvis man står et godt sted?” Jan Lindhardt (1938-2014)

I århundreder har man skildret sjælens liv med et landkort. Fantastiske bjergtoppe, dale med bugtede veje og marker indhegnede af stengærde, mørke skove og oprørt hav. Men hvorfor er det vigtigt med en indre rejse? Behøver man at flytte på sig? Er det endnu et knæfald for den omstillingsparate dagsorden? Skal vi hele tiden skifte mening og syn på tilværelse?

Som en sarkastisk kommentar til dette hyperfleksible menneskesyn sagde Roskildes tidligere biskop Jan Lindhardt: "Hvad galt er der i at gå i stå, hvis bare man står et godt sted?".

Og intet er mere rigtigt. Men ofte står vi ikke et godt sted. Derfor kan det være godt med tidspunkter, hvor man skifter kurs. I vores moderne samfund forbinder vi kursskifte med nytårsforsæt, og de seneste år har fænomenet ”hvid januar” vundet frem. Man ændrer alkoholvaner. Man ændrer adfærd.

Adfærdsændring er på mange måder en ydre rejse, men mon ikke der ligger en indre skillevej bag et sådan valg? Vores forfædre syntes disse kursskifter var vigtige. De kaldte dem faste. Der var både ugentlige fastedage og to lange perioder: Fasten de 40 dage inden påske og adventstiden inden jul. Kage, kød og alkohol bliver skiftet ud med salat, fisk og vand. Det var ikke en slankekur, men derimod et ydre tegn på en indre rejse. For at få plads til noget nyt i sit liv, måtte man skille sig af med noget. Det gjaldt dengang og gælder endnu. For at skifte kurs må man fravælge en anden. Men hvilken kurs skal vi tage?

Ifølge profeten Esajas er Vorherre ikke særlig imponeret af den fysiske faste. Gud forventer noget andet:

”Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? … Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. (Esajas 58,5-8)”

+Pax et bonum
Mikkel

3. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
En drage i Udby Kirke (fortalt af Mikkel Vale)

Ved at gå på opdagelse i gamle ord kan man lave en form for arkæologisk undersøgelse. Det lyder mærkeligt, men f.eks. bynavne kan afsløre, hvornår en by er grundlagt. En af de afgørende begivenheder i historien, der kan være med til at tidsfæste, hvornår et navn er fra, er vikingernes store bosættelser i England. Vikingerne påvirkede det engelske sprog meget kraftigt, og hvis man ser et engelsk ord med skandinaviske rødder, så ved man altså, at det har været et gængs ord fra den tid.

Danske landsbyer har flere forskellige endelser: -inge (som i Gislinge og Svinninge), -slev (som i Haslev og Markeslev), -løse (som i Tølløse og Ugerløse), - rup (som i Løserup og Uglerup) og -by (som i Udby, Hørby og Viby). Endelsen -by er dateret til slutningen af vikingetiden og begyndelsen af middelalderen, så Udby har sikkert været en forholdsvis ny by fra omkring årtusindskiftet, da man i midten af 1100-tallet besluttede sig for at bygge en kirke.

Den lokale befolkning slæbte mange store marksten til den lille forhøjning i landskabet, hvor kirken ligger den dag i dag. Det var sikkert professionelle arkitekter eller bygmestre, der fortalte dem, hvordan de skulle gøre. Og de fik altså gjort deres arbejde godt, for nu har bygningen snart holdt i 900 år. I begyndelsen var kirken uden tårn, våbenhus, kapel og hvælvinger. Alt dette er moderne og blev først tilført omtrent 300 år senere (i 1400-tallet). Måske er det derfor, de er rødkalkede.

Indvendig har den muligvis haft kalkmalerier, men i dag er den hvidkalket, og kirkerummet fremstår dejligt lyst og pastelfarvet. Den kristne forkyndelse er dog ikke pastelfarvet. Den byder ikke kun på idyl, trøst og hygge. Der er også urovækkende budskaber og rystende erkendelser om menneskelivets grusomhed. Måske er det derfor, at nogle af vores kirkebænke fra 1582 er forsynet med uhyrer og fantasivæsener. Dragen på billedet er en god påmindelse for enhver sognepræst. Måske siger den: ”Nå præst, har du nu husket dine egne indre dæmoner? Tag nu ikke for let på det hele. Meningen er jo ikke, at du her i kirken skal købe dig venner ved ord, der er pastelfarvede som bænkene og smagløse som havregrød. Nej, dit budskab er stærkt som chili, surt som danskbrygget rødvin og af og til sødt som honningkage.”

2 DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER
Hyrde for katte

Inden vi for alvor tager afsted i indre landskaber, vil der være et par dage, med forberedelser. Jeg vil prøve at afklare, hvad målet er og overveje, hvad der skal pakkes i den mentale rygsæk.

Ideen til adventskalenderen opstod, da jeg i august læste denne triste konstatering: ”Flere og flere børn og unge mistrives og har alvorlige psykiske udfordringer”. Vi har aldrig før haft så høj materiel velstand og så mange ressourcer. Hvorfor mistrives man så? De indre landskaber kunne være lyse skove og eventyrlige, uopdagede verdener. Men eventyret er væk. Tåge og smog dækker indersiden.

Man lærte jo nok at gå, men lærte man at finde vej? Gik man i for små sko? Eller blev den mentale rygsæk alt for tung? Jeg har ingen illusioner, om at kirken med et snuptag kan forvandle unge menneskers mistrivsel. Men kirkens budskab handler om at der er et mål, og at Vorherre lyser i mørket.

Jeg har overvejet, om det er et umuligt projekt, for sjældnere og sjældnere tager folk imod gode råd fra en præst. I gamle dage blev præster kaldt for hyrder (pastor). Tanken var, at præsten kunne lede sin hjort på rette vej til grønne enge og frisk vand. Men der er ikke meget fåreflok over mennesker i dag. Jeg husker en artikel, vist nok af en amerikansk forsker, der beskrev nutidens præster som ”at være hyrde for katte”. Katte er – ligesom nutidens mennesker – selvstændige, og gør som det passer dem. Det er jo nok meget godt, men det giver temmelig komplicerede arbejdsvilkår for hyrder.

Desuden kan man spørge: Kan en blind lede en blind? Selvom man er præst, kan man være både forvirret, fortvivlet og på vildspor. Til det vil jeg sige, at denne vejledning ikke tager udgangspunkt i mine fixe ideer, men derimod i en to tusind år gammel tradition, som stadig har vitalitet og forbløffende meninger om, hvordan vi skal bruge de dage, vi har her på jorden.

Er adventskalenderen kun får unge mennesker? Nej. Vi har ganske vist forskellige vilkår: En er småbarnsmor, og har dårlig samvittighed over ikke at hente børnene i institution til tiden. En er pensionist, og er glad for at arbejdslivet er overstået, men skal se en fremtid i møde med flere og flere skavanker. En er ung, og skal i løbet af nogle år tage de store beslutninger om uddannelse, arbejdsliv, partner og bolig. Men selvom vi er forskellige, så er der nogle dybere fælles ting, der præger livet, nemlig håb og holdninger, vaner og adfærd.

Derfor er denne adventskalender både for unge og ældre, for både unge og gamle kan fare vild.

+ Pax et bonum

Mikkel, præst

2. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Halvøen, der ‘skrumpede’ (fortalt af Kim Omø Carlsen)

I dag møder man ofte folk, der siger, at Tuse Næs begynder ved Nykøbingvejen, men sådan har man ikke altid set det. Før Audebo-dæmningen stod færdig i 1874, gik grænsen, for hvad man betegnede som halvøen Tuse Næs, vest om Gl. Hagested. Opførelsen af dæmningen og etableringen af Nykøbingvejen dannede et nyt ‘sogneskel’ i folks bevidsthed og ‘skar’ dermed omtrent en tredjedel af halvøen Tuse Næs og ‘delte’ Hagested Sogn i to.

I 2023 er det 150 år siden, at inddæmningen af Lammefjorden begyndte. Med sine 11.000 tønderland, er det Nordeuropas største inddæmmede areal. Området har ca. 40 km ringkanaler med diger og over 50 km åbne og rørlagte vandløb. Audebo-dæmningen er 2.260 meter lang og har to sluser, der fungerer som afløb for ringkanalen. Omkring 1874-75 opførte man et maskinhus nær Audebo-dæmningen til de fem dampmaskiner, de tilhørende seks kedler og ti snegle, der skulle pumpe Lammefjorden tør.

Kilde: Lammefjorden.dk

1. DECEMBER: VEJMÆRKER I INDRE LANDSKABER - en adventskalender fra din lokale sognekirke

Af og til mærker jeg en dyb længsel efter eventyr; efter nye oplevelser, ændret hverdag og bemærkelsesværdige vandringer. Og jeg er næppe den eneste.
Men jeg ved, at det ikke løser sig, ved blot at købe flybilletter til Langtbortistan. Morgenkaffen i Paris kan nemt blive lige så triviel som den i Udby. Eller positivt formuleret: At se ud over fjorden fra Svolsbjerg med Kongsøres bøgeskov i baggrunden kan have maksimal eventyrligt potentiale.

Efterhånden formedes en dobbeltplan: For det første at se noget nyt og interessant ved egnen. For det andet at tage på en rejse i vores indre liv. Altså at invitere jer læsere på et mikroeventyr i Næssets fortid og på sindets tilgroede stier.

Det er måske lidt vel ambitiøst, men vi har forsøgt at løse det ved, at der til hver af de 24 dage inden jul er en dobbelt-tekst. Først en lokalhistorisk betragtning. Dernæst et åndeligt vejmærke.

Titlen ”Vejmærker” er lånt fra Dag Hammarskjölds dagbog. Dag Hammarskjöld fra Sverige var FNs generalsekretær og omkom i et flystyrt i 1961. Et vejmærke kan i den fysiske verden angive en seværdighed, en afstand eller blot være en retningsangivelse til forskellige steder. I den åndelige verden kan et vejmærke angive en mulighed for holdningsændring, et argument for at ændre vaner eller en selvindsigt, som måske åbner for nye eventyr.

Jeg spurgte i oktober lokalhistorikeren og næsboen Kim Omø Carlsen, om han kunne hjælpe med historier om Tuse Næs. Han sagde heldigvis ja. Ligeledes har Tuse Næs Lokalhistorise Arkiv været behjælpelige med billeder og arkivalier. Der skal lyde en stor tak.

Lykke på rejsen
+ Pax et bonum (Det er en gammel pilgrimshilsen, der betyder ”fred og alt godt.”)
Mikkel, præst.

1. DECEMBER: VEJMÆRKER I YDRE LANDSKABER
Et centrum for færgefart (fortalt af Kim Omø Carlsen)

Tuse Næs var engang lidt af et trafikalt knudepunkt; ikke mindre end fem færgeruter gik til og fra halvøen:

Audebo-Gundestrup
I Lammefjorden sejlede færgebåden ‘Krabaten’ fra Audebo - fra hvor pumpestationen ligger i dag - til Gundestrup. Her lå tidligere en færgekro, som brændte i 2006. Man mener, at der har været færgerute på stedet siden 1200-tallet, men da dæmningen stod færdig i 1874, blev ruten indstillet.

Kisserup-Kongsøre Næbbe
En rute betjent af en robåd løb mellem Kisserup og Kongsøre Næbbe. På begge sider af fjorden var der kroer og anløbsbro. Efter Audebo-dæmningen blev åben for færsel i 1874, benyttede kun få rejsende ruten, og den blev helt nedlagt i 1888. De bygninger, hvor der engang var kroer, eksisterer stadig, men bruges i dag som beboelse.

Hønsehals-Orø
Frem til 1875 var der fast færgefart mellem Hønsehals på Tuse Næs og Orø (Møllebrovej). Efter 1875 blev Orø et stop på ruten mellem Holbæk og Nykøbing Sjælland, hvor dampfærgen ‘Møen’ sejlede. Færgen, som sejlede Hønsehals-Orø, blev dog brugt helt frem til 1900-tallet, hvis der var problemer med dampfærgen. Der kan stadig i dag ses rester af rutens anløbsbro på Orø.

Bognæs-Holbæk
Fire brødre fra Holbæk købte omkring 1900 et større areal ved Tornehagen ved Bognæs på det yderste Tuse Næs. Her opførte de en pavillon med restaurant, som blev målet for mange udflugter for Holbæks borgere. På ruten sejlede færgen ‘Vita’ fra 1913 og frem til Anden Verdenskrig.

Hørby-Holbæk
Der har været færgerute mellem Hørby og Holbæk, siden Valdemar Sejr byggede Holbæk Slot og lavede anløbsbro tæt ved i 1236. Ruten var betjent af robåde og sejlbåde helt frem til 1895, hvor en ældre dampbåd ved navn ‘Dagmar’ blev indsat. Allerede i 1897 blev rutens nok mest berømte færge indsat; nemlig dampfærgen ‘Hørby’, som sejlede indtil 1967. Herefter sejlede den gamle Bognæs-færge i 1,5 års tid, inden ruten blev indstillet. I godt 50 år sejlede der ikke færge mellem Hørby og Holbæk, men i april 2022 indsatte Hørby Færgekro en lille, eldrevet Hørby-båd på ruten.

Kilde: Arkiverne i Odsherred – Holbæk og Tuse Næs